Debat om alkohol, der kan engagere borger, politikere, institutioner og virksomheder, må altid hilses velkommen. For alkohol er et område, som har stor påvirkning på hele vores samfunds trivsel.
I debatten blev vi opfordret til at se på vores alkoholvaner og hvordan de påvirker samfundet. Ikke mindst at se på de problemer vores måde at bruge alkohol på medfører.
Alkoholforbuddet
I og efter perioden med alkoholforbud har både politi og sundhedsvæsen meldt ud, at de har set færre alkoholrelateret hændelser og henvendelser under forbuddet og en stor stigning efter ophævelsen. Alkoholforbuddet synes godt for vores børn. Det kan vi se af indlæg i avisen fra en lærer. Læreren kunne fortælle, at børnene følte sig mere trygge og glade. For børn er specielt udsatte, når de uforskyldt bliver en del af disse voldsomme alkoholrelaterede hændelser – så også for vores børn har forbuddet forhåbentligt været et positivt pusterum. Da pusterummet opførte var der desværre igen uro, træthed og bekymring at spore hos børnene.
Vores drikkevaner
Det er ingen hemmelighed, at alkohol fylder i samfundet. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at mange af os drikker for meget. Befolkningsundersøgelsen i 2018 viste, at rigtig mange specielt unge og ikke mindst unge kvinder havde et forbrug af alkohol, der var potentielt skadeligt. For de 15 - 24-årige gjaldt det for 56 % af de unge kvinder og 48 % af de unge mænd.
Et er mængden, noget andet er måden vi drikker på
For vi drikker ofte store mængder på relativ kort tid, med kraftig beruselse til følge. Det gælder også for dem, der vælger at komme i behandling. Mange i behandling er faktisk ikke afhængige. Det er faktisk kun 60 %. Langt de fleste har det man plejer at kalde misbrug – et forbrug med sociale konsekvenser. De drikker store mængder, når de drikker og rapporterer kontroltab, dårlig samvittighed, manglende opfyldelse af sociale forpligtelser i forhold til arbejde og nære relationer, at havde oplevet at gøre skade på andre eller sig selv, og at andre var bekymrede for deres alkoholforbrug.
Ingen drikker alkohol for at få det dårligt
Ingen drikker alkohol for at få helbredsgener eller få det psykisk dårligt, blive ked af det, få selvmordstanker og måske endda forsøge selvmord eller med det formål at udøve vold eller gøre skade på andre. Men vores drikkemåde gør netop disse problemer alt for nærværende. For alkohol er både følelsesforstærkende og fjerner hæmninger.
Rusen destabiliserer os og vores relationer. Under en kraftig rus bliver tærsklen lav for voldsomme hændelser i form af vold eller anden overgreb på andre - voksne som børn. Dem det går mest udover er vores børn. Børn, der oplever disse utrygge opvækstvilkår, er i øget risiko for at gentage forældrenes misbrugsmønster og er specielt i ungdomsårene i markant øget risiko for at begå selvmord under samtidig påvirkning af rusmidler, specielt alkohol.
Allerede med det vi allerede ved, så er der brug for handling. Et simpelt råd kan være: Drik aldrig når du har det dårligt eller er ked af det. Som et gammelt ord siger: Der findes ikke det problem, som alkohol ikke kan gøre værre.
Behandlingstilbuddet er styrket
Der er i dag rigtig mange tilbud om behandling i hele landet. I 2016 skete en stor styrkelse af den nationale gratis rusmiddelbehandling gennem oprettelse af Allorfik. Allorfik står i dag for behandlingscentrene i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat. Der er derfor nu behandlingscentre i alle kommuner, der dækker ca. 63 % af befolkningen. Herudover er der tilbud til kommunerne om, at der oprettes lokalbehandling i alle landets byer to gange årligt. Arrangeret af Katsorsaavik Nuuk. Dog med undtagelse af Qaanaaq og Ittoqqortoormiit, hvor der kun er lokalbehandling en gang årligt. Endelig er der mulighed for borgere i bygder og ved særlige behov, at få behandling i Katsorsaavik Nuuk i Nuuk eller over telefon gennem et Allorfikcenter. Herudover er der tilbud om pårørendebehandling.
Allorfik er netop gået i gang med – efter at coronapandemien er ved at være overstået - at lave flere tilbud til unge og til skolerne omkring forebyggende indsatser, som har ligget alt for stille.
Virker behandlingen?
Men nogen spørger selvfølgelig: Virker behandlingen?
Ja, behandlingen virker, men behandlingen kan desværre ikke stå alene. Behandling giver rusmiddelfrihed, men behandling kan ikke alene afhjælpe følgerne af omsorgssvigt, seksuelle-, fysiske- eller psykiske overgreb, eller kan give en bolig, en uddannelse eller et arbejde.
Vores borgere i behandling har egentlig ikke så store drømme. De fleste vil bare gerne have et almindeligt, godt liv. Et liv med gode relationer, tryghed i dagligdagen, en bolig, et arbejde og det, der almindeligvis giver mening i vores liv.
Samarbejde var i høj grad tænkt ind i Inatsisartutloven fra 2019 om afhængighed. I lovgivningen ses behandling som en proces, der starter kommunalt med udarbejdelsen af en efterforløbsplan for, hvad der skal ske efter rusmiddelbehandlingen af kommunale tiltag. Samtidig kræver loven at Allorfik indgår samarbejdsaftaler med alle kommunerne og med sundhedsvæsenet.
Meningen er, at borgeren oplever en indsats, der hænger sammen fra start til slut.
Samarbejde om sundhedsproblemer hos rusmiddelbrugere er vigtigt
Mange borgere i rusmiddelbehandling har også et sundhedsproblem. Det gælder specielt omkring psykisk sygdom. For nogle er det forbigående problemer under behandlingen. For andre er sygdommen en medvirkende årsag til rusmiddelproblemet. For rusmidler bruges af mange med psykiske udfordringer, som selvmedicinering. Mange i behandling har ikke-psykotiske lidelser, som angst og depression. Mens andre har både en egentlig psykisk sygdom og et samtidigt rusmiddelproblem. Der hvor det er sværest er dog nok, når det drejer sig om ADHD lignende problematikker, da disse borgere mange gange aldrig har fået en diagnose eller er kommet i behandling.
Herudover forudsætter fx abstinensbehandling og medicinsk alkoholbehandling at behandlingen kan samarbejde med sundhedsvæsenet.
Lige nu arbejder Allorfik i samarbejde med sundhedsvæsenet at gøre det muligt, at sende en henvisning til Allorfik direkte gennem sundhedsvæsenets journalsystem. Det vil gøre det meget lettere for den henvisende sundhedspersonale.
Samarbejde mellem rusmiddelbehandlingen og kommunerne er essentielt
Samarbejdet med kommunerne skal så vidt muligt sikre, at borgere kommer i behandling. Men det rigtig svære er ikke det at være i behandling. Det svære er bagefter, når den nye livsstil skal fastholdes. Betydelige sociale udfordringer vil nødvendigvis betyde, at det bliver sværere at fastholde behandlingsresultatet. Derfor er en sammenhængende behandlings- og social indsats nødvendig.
Herudover er et samarbejde omkring gravide familier og andre familier, hvor der er børn i hjemmet. Familier, hvor børnene er fjernet, udgør en særlig udfordring. For rusmiddelbehandling giver ikke forældreevne. Nogle gange er problemerne med at kunne være en god forælder allerede til stede før rusmiddelproblemer.
Det bør også være en selvfølge at have særligt fokus på børn, hvis forældre er i rusmiddelbehandling. For dem kan kortvarig hjælp og støtte måske betyde en kæmpe forskel for deres dagligdag og videre liv.
Lokalsamfundenes engagement er nødvendig
Private virksomheders og offentlige institutioners rusmiddelpolitik kan være forebyggende og støtte med rusmiddelproblemer. Det er vores erfaring, at de fleste virksomheder og institutioner vil gå langt for at støtte deres medarbejdere. Allorfik kan hjælpe med forslag til, hvordan arbejdet med en rusmiddelpolitik gribes an, og kan hjælpe til aftaler, samt hvis der er behov for egentlig behandling.
De fleste har hørt om den store positive effekt ”Den islandske model” har haft på islandske unges rusmiddelforbrug. Modellen peger fx på forældreansvar, hjemmetider og organiserede aktiviteter, som idrætsaktiviteter. Hjemmetider, som klokken 20 for yngre skoleelever og klokken 22 for større skoleelever skal sikre daglig samvær og omsorg fra mor, far eller anden omsorgsperson og tilstrækkelig nattesøvn til at klare skoledagen. Organiserede idrætsaktiviteter med mindst 4-5 timers ugentlig motion giver ikke kun styrke, men også fælles glæde, social forståelse og dygtiggørelse og kan være et anker eller en helle i dagligdagen.
Naalakkersuisut arbejder gennem Paarisa med forebyggelse stærkt inspireret af ”Den islandske model”. Dem der lige nu er længst fremme er nok Qeqqata Kommunia, som i samarbejde med Paarisa og Center for Folkesundhed i Grønland er i gang med at implementere Qeqqata Modeli, som også er stærkt inspireret af ”Den islandske model”.
Rusmiddelforebyggelse i skoler og uddannelsesinstitutioner
Forebyggelse er egentlig ikke et område under Allorfik, men Allorfik har alligevel mange forebyggende indsatser både generelle forebyggelsestiltag og for specielt unge med der er på vej til at få et problem med rusmidler. Bare at skulle sidde og vente på, at vores unge falder igennem og kommer så langt ud, at de kommer i behandling, er ikke nok for os.
Allorfik har længe haft tilbud om rusmiddelforebyggelse i de ældste folkeskoleklasser. En undervisning uden løftede pegefingre, der skal gøre eleverne mere klar over deres eget ståsted i forhold til rusmidler. Vi håber at flere skoler vil kontakte Allorfik om det, for vi vil gerne udbrede det endnu mere.
Allorfik ønsker også, at 2022 bliver året, hvor vi virkelig kan få vores udgående indsatser til uddannelsesinstitutioner til at blomstre. For vi ved at de mange gange ikke vil komme til os, så vi er nødt til at være mere opsøgende. Med indsatsen vil vi gerne være på institutionerne både for at nå de studerende, der har udviklet eller er i risiko for at udvikle et rusmiddelproblem, men også for at give sparring til lærere, undervisning på uddannelsesinstitutionerne og hjælp til for eksempel at lave en god rusmiddelpolitik.
Forebyggelse er et fælles ansvar
Dette er også forståelsen bag det nyeste folkesundhedsprogram Inuuneritta III, Naalakkersuisuts strategi for samarbejdet om det gode børneliv 2020-2030. Inuuneritta III er en invitation til dialog og samarbejde om et børneliv, hvor alle børn i Grønland skal kunne udfolde sig og udvikle sig, så de kan udleve deres fulde potentiale.
Såvel hos vores egne unge som blandt Inuit og indianere i Nord Amerika, er der en sammenhæng mellem kraftig beruselse og selvmordsadfærd. Det fremgår desværre også klart af Politiets statistikker.
Rapporten ”Mental sundhed og helbred blandt 15-34-årige i Grønland” slår nu en gang for alle fast, at alkoholproblemer i barndomshjemmet er en markant risikofaktor for, at børn udsættes for vold eller overgreb, mens de vokser op. Faktisk er sandsynligheden 26 gange højere for vold i hjemmet, hvis familien har problemer med alkohol.
Tiltag skal ikke tage udgangspunkt i det negative, men i at fokusere på at styrke og øge den unges tilknytning til den kultur og det miljø, som danner rammerne for den unges liv. Beskyttende tiltag som engagerer unge inden for deres lokalmiljøer, skoler, organisationer og familier. Det styrker de unges robusthed, at vi tager udgangspunkt i at anerkende, bruge og forstærke styrken og modet, den unge i forvejen besidder – men vi skal som samfund stadig også være der for at tage hånd om dem, der har behov herfor. Det dobbeltfokus skal vi altid have os for øje.
Har vi stadig behov for nye centrale indsatser?
Allorfik opfatter at der er en meget stor opbakning til behandling og behandlingsarbejdet. Det er vi meget taknemmelige for. Vi ser dog fortsat et behov for at diskutere, om der ikke stadig er behov for at gense de indsatser, som også Verdenssundhedsorganisationen, WHO, peger på som vigtige forebyggelsesindsatser - og som ”Handleplan for alkohol 2013-2019” også pegede på:
- Afgifter. I vores tilfælde fastholdelse af høje afgifter og pristalsregulering af disse. For afgifter er en effektiv intervention specielt over for børn, unge og andre grupper med begrænset økonomisk råderum.
- Begrænsninger af mulighederne for salg af alkohol, herunder at undgå at udvide åbningstider og antallet af åbningsdage. At gøre alkohol mindre synlig i butikkerne.
- Begrænsninger i markedsføringen og prissætningen. Hvorfor skal alkohol kunne bruges en slagvare/ en udsalgsvare?
- Fokus på udskænkningssteder via en regulering og overvågning af spiritusbevillingerne og kontrol med udskænkningsstederne – eller som politiet har foreslået: Lokale bevillingsnævn
- Monitorering og evaluering. Dette område har fokus på at monitorere og overvåge indsatserne gennem national statistik, registre og befolkningsundersøgelser.
Fælles udvej
Vores samfund har oplevet meget store omvæltninger i de sidste årtier. Dette har medvirket til væsentlige sociale omkostninger, hvor specielt alkoholindtagelse har været medvirkende årsag til de mange problemer og negative konsekvenser.
Men vi må ikke glemme, at de voldsomme konsekvenser synes at aftage gradvis for flere elementers vedkommende. Alkoholforbruget er faldet markant. Uddannelsesniveauet i befolkningen stiger gradvis og der er tegn på faldende forekomst af seksuelle overgreb.
Nu drejer det sig om at få alle med. Vores største problem omkring både alkohol, hash og andre stoffer er, at brugen har den mest markante negative effekt på de svageste i samfundet og dermed forstærker den betydelige sociale ulighed, der specielt rammer nogle børns liv og fremtid. Det kalder på samarbejde og engagement på tværs - fra kommuner, Naalakkersuisut, institutioner, virksomheder og frivillige organisationer.